Généalogie and Heritage

Source: da.Wikipedia Hardeknud

Description

Type	Valeur
Titre	da.Wikipedia Hardeknud

Entrées associées à cette source

Personnes
King Hardeknud II Knudsøn of Denmark and England

Texte


Hardeknud (Knud 3.) (dansk) Harthacnut (engelsk) Konge af Danmark Regerede 12. november 1035 – 8. juni 1042 Forgænger Knud 2. den Store Efterfølger Magnus den Gode Konge af England (1. gang) Regerede: 12. november 1035 – 1037 Forgænger: Knud den Store Regent: Harald Harefod og Emma af Normandiet Efterfølger: Harald Harefod Konge af England (2. gang) Kroning: Juni 1040 Regerede: 17. marts 1040 – 8. juni 1042 Forgænger: Harald 1. Harefod Efterfølger: Edward Bekenderen Ægtefælle Ingen Børn Ingen Fulde navn Hardeknud Knudsen Hus Jellingdynastiet Far Knud den Store Mor Emma af Normandiet Født 1018 Død 8. juni 1042 Lambeth Hvilested Winchester Cathedral

Hardeknud (Knud 3.) (dansk)
Harthacnut (engelsk)
Konge af Danmark
Regerede 12. november 1035 – 8. juni 1042
Forgænger Knud 2. den Store
Efterfølger Magnus den Gode
Konge af England (1. gang)

Regerede: 12. november 1035 – 1037
Forgænger: Knud den Store
Regent: Harald Harefod og Emma af Normandiet
Efterfølger: Harald Harefod

Konge af England (2. gang)
Kroning: Juni 1040
Regerede: 17. marts 1040 – 8. juni 1042
Forgænger: Harald 1. Harefod
Efterfølger: Edward Bekenderen

Ægtefælle Ingen
Børn Ingen
Fulde navn Hardeknud Knudsen
Hus Jellingdynastiet
Far Knud den Store
Mor Emma af Normandiet
Født 1018
Død 8. juni 1042 Lambeth
Hvilested Winchester Cathedral

Médias

URL

Notes


Hardeknud (Knud 3.) (1018 – 8. juni 1042) var søn af Knud den Store og Emma af Normandiet. Han var konge af Danmark 1035-1042 og af England 1035-1037 & 1040-1042. Ved Knud den Stores død i november 1035 var den syttenårige Hardeknud allerede blevet indsat som sin fars stedfortræder i Danmark. Der opholdt han sig også, da nyheden om faderens død nåede frem. Hardeknuds forældre havde allerede før hans fødsel nået tilenighed om, at Hardeknud skulle efterfølge Knud (den Store) på Englands trone fremfor nogle af Knuds andre sønner, men da Hardeknud ved faderens død befandt sig i Danmark, valgte englænderne Hardeknuds ældre halvbror Harald Harefod til regent i Hardeknuds sted. Moderen Emma fik dog lov til at regere på Hardeknuds vegne i den sydlige del af England. Samtidig havde nordmændene kastet det danske herredømme af sig og indsat den purunge Magnus som konge. Hardeknud kunne derfor frygte et angreb fra Norge og turde ikke forlade Danmark. Magnus og Hardeknud kom imidlertid overens og besluttede, at den længstlevende skulle arve både Danmark og Norge. Imens arbejde halvbroderen Harald Harefod for sine egne interesser, og i 1037 lykkedes det ham at få skubbet Emma til side som regent, og få sig selv valgt som konge af hele England efter at han havde nedkæmpet Hardeknuds tilhængere. Den samtidige Angelsaksiske Krønike skriver, at Hardeknud blev "forsaget, fordi han opholdt sig for længe i Danmark", og Harald Harefod havde ydermere en stærk hær i ryggen. Hardeknuds mor blev fordrevet til Flandern og Ærkebispen af Canterbury, der først vægrede sig ved at krone Harald gav til sidst efter i 1037, da Harald på det tidspunkt de facto sad inde med magten i landet. Hardeknud blev rasende over halvbroderens forræderi, og ikke alle i England var glade for valget. I 1039 følte Hardeknud sig imidlertid så sikker i sadlen, at han bød leding for at sejle til England og fravriste Harald Harefod kronen. Han sejlede først med 63 skibe til Brugge for at besøge sin mor, og mens han opholdt sig i Flandern, kom der bud fra England om, at Harald Harefod var død d. 17. marts 1040. Hardeknud blev straks tilbudt kronen, og han landede med sin flåde ved Sandwich d. 17. juni 1040. Ude af stand til at hævne sig på halvbroderen på anden vis lod han Haralds lig grave op og kaste i enmose, og Hardeknud giver indtryk af at savne sin fars ubestridelige format. Hans mest omtalte handling som konge af England var at hæve skatterne voldsomt for at betale sin flåde, og et oprør mod de høje skatter blev knust i byen Worcester, som på det nærmeste blev udslettet. Ligeledes blev byen Watford - i dag en forstad til London - grundlagt af Hardeknud, da han fik opført et fort der. Navnet stammer fra det danske "fort." I 1041 inviterede den ugifte og barnløse Hardeknud sin halvbror (Emmas og Ethelreds søn) Edward hjem fra Normandiet og gjorde ham til sin arving. Året efter døde han (den 8. juni) vistnok under et bryllup. Den Angelsaksiske Krønike fortæller, at "han dødemens han stod med sin drik. Pludselig faldt han til jorden med voldsomme krampetrækninger". Nogle har gættet på at der måske var mere end vin i bægeret, men det er aldrig blevet bekræftet. Hardeknud blev kun 23 eller 24 år. Krøniken skriver om ham, at "i hele sin kongetid udrettede han intet, der var en konge værdigt". I 2015 fremkom der en teori om, at en mulig årsag til Hardeknuds dødsfald kunne være Brugadas syndrom.[1] Noter: Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre til en række danske konger \| Videnskab.dk Eksterne henvisninger: Hardeknud på gravsted.dk Denne side blev senest ændret den 24. februar 2021 kl. 14:53.

Hardeknud (Knud 3.) (1018 – 8. juni 1042) var søn af Knud den Store og Emma af Normandiet. Han var konge af Danmark 1035-1042 og af England 1035-1037 & 1040-1042.

Ved Knud den Stores død i november 1035 var den syttenårige Hardeknud allerede blevet indsat som sin fars stedfortræder i Danmark. Der opholdt han sig også, da nyheden om faderens død nåede frem. Hardeknuds forældre havde allerede før hans fødsel nået tilenighed om, at Hardeknud skulle efterfølge Knud (den Store) på Englands trone fremfor nogle af Knuds andre sønner, men da Hardeknud ved faderens død befandt sig i Danmark, valgte englænderne Hardeknuds ældre halvbror Harald Harefod til regent i Hardeknuds sted. Moderen Emma fik dog lov til at regere på Hardeknuds vegne i den sydlige del af England. Samtidig havde nordmændene kastet det danske herredømme af sig og indsat den purunge Magnus som konge. Hardeknud kunne derfor frygte et angreb fra Norge og turde ikke forlade Danmark. Magnus og Hardeknud kom imidlertid overens og besluttede, at den længstlevende skulle arve både Danmark og Norge.

Imens arbejde halvbroderen Harald Harefod for sine egne interesser, og i 1037 lykkedes det ham at få skubbet Emma til side som regent, og få sig selv valgt som konge af hele England efter at han havde nedkæmpet Hardeknuds tilhængere. Den samtidige Angelsaksiske Krønike skriver, at Hardeknud blev "forsaget, fordi han opholdt sig for længe i Danmark", og Harald Harefod havde ydermere en stærk hær i ryggen. Hardeknuds mor blev fordrevet til Flandern og Ærkebispen af Canterbury, der først vægrede sig ved at krone Harald gav til sidst efter i 1037, da Harald på det tidspunkt de facto sad inde med magten i landet.

Hardeknud blev rasende over halvbroderens forræderi, og ikke alle i England var glade for valget.

I 1039 følte Hardeknud sig imidlertid så sikker i sadlen, at han bød leding for at sejle til England og fravriste Harald Harefod kronen. Han sejlede først med 63 skibe til Brugge for at besøge sin mor, og mens han opholdt sig i Flandern, kom der bud fra England om, at Harald Harefod var død d. 17. marts 1040. Hardeknud blev straks tilbudt kronen, og han landede med sin flåde ved Sandwich d. 17. juni 1040. Ude af stand til at hævne sig på halvbroderen på anden vis lod han Haralds lig grave op og kaste i enmose, og Hardeknud giver indtryk af at savne sin fars ubestridelige format. Hans mest omtalte handling som konge af England var at hæve skatterne voldsomt for at betale sin flåde, og et oprør mod de høje skatter blev knust i byen Worcester, som på det nærmeste blev udslettet. Ligeledes blev byen Watford - i dag en forstad til London - grundlagt af Hardeknud, da han fik opført et fort der. Navnet stammer fra det danske "fort."

I 1041 inviterede den ugifte og barnløse Hardeknud sin halvbror (Emmas og Ethelreds søn) Edward hjem fra Normandiet og gjorde ham til sin arving. Året efter døde han (den 8. juni) vistnok under et bryllup. Den Angelsaksiske Krønike fortæller, at "han dødemens han stod med sin drik. Pludselig faldt han til jorden med voldsomme krampetrækninger". Nogle har gættet på at der måske var mere end vin i bægeret, men det er aldrig blevet bekræftet.

Hardeknud blev kun 23 eller 24 år. Krøniken skriver om ham, at "i hele sin kongetid udrettede han intet, der var en konge værdigt".

I 2015 fremkom der en teori om, at en mulig årsag til Hardeknuds dødsfald kunne være Brugadas syndrom.[1]

Noter:
Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre til en række danske konger | Videnskab.dk

Eksterne henvisninger:
Hardeknud på gravsted.dk

Denne side blev senest ændret den 24. februar 2021 kl. 14:53.